Dagbog 14. april

Her er dagens rute (ca. 475 km), fra Beatty, NV gennen Death Valley til Las Vegas, NV



Idag var en rigtig ørken tur. Og en af de bedre.

Først tankede vi bilen og vore maver, samt vandforsyningen.
Derpå kørte vi til en tidligere, og nu øde og forladt, mineby, Rhyolite, stadig i Nevada.



Egentlig ikke noget at skrive hjem om, men alligevel meget ens med de andre steder vi har set i dag. Stor optimisme fra begyndelsen, men snart viser det sig at det ikke er rentabelt at drive forretning i dette område, hvor der er LANGT til ALT. I Rhyolite var den eneste nogenlunde attraktion et hus bygget med tomme flasker. Efter sigende var det ikke ejeren selv der havde drukket indholdet. Og flaskerne heller ikke vasket og tømt.



Efter Rhyolite kørte vi igen ind i Death Valley, Californien, men nu var det jo lyst, og noget varmere end i aftes.

Vi tog snart med en grusvej, i vestlig retning ind mod dalens midte.



Grusvejen var knap 50 km lang, og anbefaledes kun til køretøjer med stor frihøjde, og gerne med 4 hjulstræk. Frihøjden har vores Ford Escape, med 4 hjulstrækket mangler.
Med Tage bag rattet gik det fremad i fornuftig tempo på den ensrettede vej. At vende om var derfor ikke en mulighed. Da vi kom til bjergene var vejen blevet noget smallere, og stigningerne mere bratte, med mere løst underlag. Men vores Ford klarede skærene fint. Dog blev vi ca. halvejs inde indhentet af 2 4 hjulstrukne Jeeps, men de var også klart mere velegnet til vejen og terrænnet.

Vi kom igennem Titus Canyon på vejen, og efter knap 1½ times kørsel kunne vi så igen sætte hjulene på en asfaltvej.

Her er nogle af de billeder vi tog undervejs.





























Her kørte vi så mod syd til den første (og dengang den eneste) brønd i dalen, Old Stovepipe Wells.





Nu er der en lodge, butik ved Stovepipe Wells. Der er også en benzintank, og mærkelig nok er prisen ca 1½ dollar højere pr. gallon. Men alligevel var der mange der tankede.







Der er rigtig meget at se i Death Valley. Og lad mig sige det straks: Vi så ikke det hele. eller det halve.
Men vi fik alligevel set så meget særpræget og storslået. Vi havde slet ikke forestillet os at der kunne være så meget derinde.
Vi kørte bl.a. til Mosaic Canyon.

























Derpå tog vi til Salt Creek, som er et vådområde i dalen. Det er nu ikke drikkevand. Saltindholdet er ca 3 gange højere end i havvand, så det er ikke noget dyr eller mennesker kan leve af. Men der findes alligevel skabninger, som har tilpasset sig de vanskelige vilkår herude.











Nu er det blevet varmere, og temperaturen er 84 grader F, hvilket svarer til 28-29 grader C. Så vi fryser ikke

Turen gik videre til "Det hvide guld", BORAX.
For ca 125 år siden begyndte man at udvinde BORAX i Deth Valley, men omkostningerne var for store, så efter en kort årrække blev produktionen indstillet.
Resterne fra dengang er der endnu, og især de store transportvogne og vandtanken er interessante.

De blev trukket at 20 mulddyr, når lasten skulle fragtes de ca 165 miles til nærmeste jernbane. Ikke så mærkeligt at det var svært at holde det rentabelt.





Death Valley ligger under havets overflade. Det er bla. derfor der bliver så varmt.

Her er vi 190 fod under havets overflade.



Vi kommer så til Zabriskie Point, hvor der for 3 - 4 milioner år siden blev dannet nogle farverige formationer, som vi forsøger at gengive her.











Efter dette kørte vi til Golden Canyon, hvor noget af den særprægede undergrund bliver forklaret.
Der er også her man engang for mange år siden asfalterede en vej ind gemmen denne Canyon.
Det har sikkert været en succes, indtil en tid i 1976, hvor der på 4 døgn faldt knap 60 milimeter regn. Der lyder ikke af så meget, men under disse forholdt, med stejle klipper rundt omkring, så kan den nedbørsmængde blive til en rivende flod. Og det skete. Bla. blev vejen flået op, så der kun er sporadiske rester efter den. Og man har ikke siden bygget en ny vej. Nu går man ind i området.

















Man må sige, at amerikanerne gør meget for turisterne. Her kunne Danmark lære meget.

Se f.eks. Artist Drive. Det er en vej udelukkende for turisternes skyld. Ca. 10-15 km ensrettet vej gennem bjerglandskabet, med mange flotte bjerge. Nyd billeder, både med og uden vej.









Og lidt sjovt til 1. køreren.



Og mere til Jer alle













Selvom klokken nærmer sig 19 er det stadig varmt, over 25 grader. Så er det da smart at man lige kan gå en tur på den frosne sø. Eller?

Nej det er ikke is eller vand. derimod saltaflejringer. Og sikkert et syn der har fået en tørstig cowboy til at se fatamoganaer når han kom hertil. Og det var så måske det sidste han så.





For os var det også det sidste vi så til dalen. Det er ved at blive mørkt, og vi vil finde logi for natten.

Første overnatningsmulighed uden for dalen var ikke i et prisleje vi ville betale, så vi valgte at køre videre.

I den næste større by (Pyhrump) var alt optaget, så efter lidt mad på Mac D valgte vi at køre mod Las Vegas.

Undervejs fandt vi ikke noget, og nu er vi så havnet på en Super 8, knap en kilometer fra The Strip.
Vi var først ved hotellet ved 23 tiden.

Charlotte er nu gået i seng, og sover allerede tungt, mens jeg skriver denne dagbog.

Fredag går det løs igen, nu med kurs mod Zion National Park.